".....Det lakker ad enden med svalens halve år: den kommer ved majdag. Du husker - tydeligt, som det var i går - den første svale.
Det var en stille, blid, varm majdag, den strøg hen over vandfladen, vendte, atter og atter, lavt fløj den, frem og tilbage, snappende en flue, gjorde et lille kast i luften, kyssede vandskorpen, tog i flugten et forfriskende bad i de krusede bølger - kun en berøring - og rystede i samme øjeblik dråberne af sig med en munter velkomsthilsen.
Det var rødsvalen¹, den du der så, med kløftet hale, kløftet som glentens. Den kommer først af svalerne, kvidrer muntert, fornøjeligt, let og kvikt, den sidder på åbentstående verandadøre og sladrer, den er husfugl, holder sig til hos menneskene, den kunne ikke leve uden dem, i alt fald ikke her til lands, thi reden, som klines op ad ad væg og mur, skal have ly for for oven, og derfor er rødsvalen - eller forstuesvalen, som den også kaldes - ikke til at holde ude fra loft og gang, den er påtrængende, svipper ind ad lem og luge, man måtte dræbe den - - dræbe en svale!
Kort efter kommer bysvalen, den holder også til ved husene, men udendørs, reden er lukket, og digesvalen, en sød lille askegrå fyr, der bor i skrænter og sandgrave. Og endelig mursvalen², kulsort, næsten kun vinge, dristig, vild utrættelig som flyver, den holder ud med dagslyset, skærer gennem luften, gør en gang imellem et par raske, hurtige slag, kaster sig hovedkuls, tumler, drejer, stiger, så at man næppe kan skimte den, slår som en drage, vingen fanger, næsten lige ned til jorden, snurrer, suser, vrider om hørnerne, jager, den ene efter den anden, og hviner dertil.
Der er ingen fugl, der tilnærmelsesvis har den hastighed, det mod og sikkerhed i flugten, som mursvalen; men den er også kun skabt for luften: kommer den på jorden, er den ikke i stand til at hæve sig, dens korte ben med alle fire kløer fremefter, er kun indrettet til at klamre sig fast til sprækker og revner og kan ikke gøre det nødvendige stød for at hæve kroppen så højst, at de udspilede vinger kan få luft under sig, fuglen er værgeløs, når regnen slår den ned, og må omkomme, hvis den ikke kan baske sig hen til en skrænt, hvorfra den kan styrte sig ud. ...."